I dag vil jeg gerne dele en opskrift på disse sunde kokostoppe uden raffineret sukker. De er i stedet sødet med dadler og smager mere af kokos end dem man køber. Jeg synes de er lækre, og det synes både Tais og min mødregruppe også 🙂
Man kan sagtens lave dem, så de får mere top på, men jeg har lavet mine runde og flade, så de er lettere at spise, og så man får noget af chokoladebunden ind i munden ved hver bid.
Der er en sød følger på Instagram, der har tippet om, at man også kan søde med bananer, så det vil jeg også prøve en dag 🙂
Reklamelinks er markeret med*
Sunde kokostoppe
(Tilberedningstid kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 150 g friske dadler
- 1 spsk kokosolie
- 1 æg
- 200 g kokosmel
- 3 spsk flydende honning
- ½ tsk vaniliepulver
- 70 g mørk chokolade (jeg brugte en med appelsinsmag)
Tilberedelse
- Fjern stenene fra de friske dadler og hak dem fint med en stor kniv. Du kan også komme dem i en blender/foodprocesser, men jeg synes det er lettere bare at hakke dem fint.150 g friske dadler
- Hæld dadlerne og alle ingredienser i en skål (undtager chokoladen) og bland det hele godt sammen. Det er lettest at bruge hænderne.1 spsk kokosolie,1 æg,200 g kokosmel,3 spsk flydende honning,½ tsk vaniliepulver
- Tænd ovnen på 180 grader (varmluft).
- Form kokostoppene, som du gerne vil have dem. Pres dem godt sammen, inden du sætter dem på bagepladen, så de ikke smuldrer.
- Bag dem i ca. 10 min eller til de begynder at blive gyldne.
- Smelt noget chokolade og dyp bundene af kokostoppen i chokoladen og lad dem køle af.70 g mørk chokolade