Her er en rigtig klassiker, som jeg aldrig bliver træt af. Noget så firser som kold pastasalat med ærter, majs og bacon vendt i en cremet karrydressing. Man kan bruge den som tilbehør til eksempelvis fisk, frikadeller eller grillpølser. Eller bare spise den i alt sin enkelthed og evt tilsætte noget stegt kylling for mere protein. Det smager også rigtig godt!
Man kan måske ikke se det på billederne, men jeg har brugt fuldkornspasta for en lidt sundere version. Det kan anbefales. For en vegetarisk version kan du bare undlade bacon.
Er du vild med pasta? Så tjek også alle mine andre opskrifter på lækre pastaretter og pastasalater.
Reklamelinks er markeret med*
Pastasalat med karrydressing og bacon
(Tilberedningstid kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 250 g pastaskruer (evt fuldkorn)
- 200 g bacontern
- 3 dl creme fraiche
- 2 spsk mayonaise
- 1 spsk citronsaft
- 1 ½ tsk sukker
- 2-3 tsk karry
- 1 lille rødløg
- 1 håndfuld bredbladet persille
- 3 dl optøede ærter
- 100 g majs fra dåse
- Salt & peber
Tilberedelse
- Kog pastaen efter anvisninger på pakken og overhæld den derefter med kold vand.
- Steg bacon på en pande og hæld det derefter over på en tallerken med køkkenrulle, så det kan suge noget af fedtet.
- Imens kan du lave dressingen. Bland creme fraiche, mayo, citronsaft, sukker, karry, hakket persille og finthakket rødløg. Rør rundt og smag til med salt og peber. Bland dressing og pasta og tilsæt majs, ærter og bacon.