Enhver undskyldning for at spise chokolade, er en god nok undskyldning i min bog 😉 Og påsken er en udemærket én! Her har jeg lavet påske rocky road med påskeæg, og jeg siger dig, det er en tung og lækker sag. Kombinationen af sprøde mandler, bløde skumfiduser, marcipan og to slags chokolade. Det smager seriøst godt!
Jeg kalder det et rocky road, men det er det samme som et chokoladebrud. Du kan putte alt muligt i. Har du ikke lige mandler, jamen så kunne nogle saltede peanuts også være lækre i. Eller har du ikke nogle påskeæg, så kunne du eksempelvis bruge smarties (så ryger hele påske fidusen godt nok).
Tjek også mit indlæg med inspiration til vegetariske påskeopskrifter.
Nem påske rocky road med påskeæg
Viona har verdens bedste dagplejemor, så jeg havde lyst til at forkæle hende (og hendes familie) med lidt lækkert. Viona får ofte en lille pose boller med hjem eller en blåbærpandekage i hånden, når vi henter hende, så synes det var på tide at give lidt igen 🙂
Jeg pakkede chokoladebruddet ind i noget bagepapir og satte et bånd over, som du kan se på nederste billede. Man kunne også skære chokoladen i mindre stykker og hælde dem i et gammelt syltetøjsglas.
Inspiration til spiselige gaver
Leder du efter inspiration til andre søde små spiselige gaver, som du kan forære til én du gerne vil gøre noget ekstra for, så er her lidt inspiration 🙂
Brændte hasselnødder med vanilje
Reklamelinks er markeret med*
Påske rocky road med påskeæg
(Tilberedningstid kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- ½ dl mandler
- 300 g mørk chokolde
- 3 spsk kokosolie
- 200 g hvid chokolade
- 8 skumfiduser
- 8 marcipan påskeæg (svarer til en pose fra Anthon Berg)
Tilberedelse
- Start med at tænde ovnen for 200 grader (varmluft) og spred mandlerne på en bageplade med bagepapir. Bag dem i ca. 8-10 minutter.
- Smelt den mørke chokolade med 2 spsk kokosolie i en gryde.
- I en anden gryde smeltes den hvide chokolade med 1 spsk kokosolie.
- Hak skumfiduserne i små tern imens og halver påskeæggene (pas på! De kan godt ‘smutte’ under kniven).
- Beklæd en form med bagepapir (jeg brugte en rugbrødsform) og fordel mandlerne og skumfiduserne i bunden. Hvis du krøller bagepapiret først, så er det nemmere at få til at passe ned i formen.
- Hæld så den mørke chokolade over og derefter den hvide chokolade og pynt med de halverede påskeæg på toppen.
- Sæt chokoladen på køl til den har sat sig.