Her har du opskriften på ægte hverdagsmad ala comfortfood. Gnocchi med svampe og spinat i en cremet sovs. Jeg har tidligere delt opskrifter på nemme hverdagsretter med gnocchi, da jeg eeelsker gnocchi. Denne ret kan laves på ingen tid, og du kan lade dig inspirere af, hvad du har i køleskabet. Her har jeg brugt frisk spinat, brune svampe og squash. Den færdige ret har jeg toppet med revet manchego ost, men du kan også bruge eksempelvis parmesan eller revet vesterhavsost. Eller prima donna. Der er mange gode oste man kan drysse med!
Opskrift på gnocchi med svampe og spinat i en cremet sovs
I denne opskrift har jeg blandet gnocchi med spinat, champignon og squash. Grøntsagerne steges først på en pande og så blandes det i en cremet sovs, som blandt andet smages til med citron, salt og friskkværnet peber.
Gnocchien har jeg først kogt og derefter stegt i en wok i rigeligt med olivenolie. Sådan gør jeg faktisk nærmest altid, når jeg laver gnocchi, da jeg godt kan lide den sprøde stegeskorpe som modspil til det meget bløde indre. Ja, de har altså en lidt sjov konsistens sådan nogle små banditter.
Har du en pose spinat liggende, som du skal bruge, så tjek alle mine opskrifter med spinat her.
Holdbarhed på gnocchi med svampe og spinat
Gnocchi med svampe og spinat smager allerbedst når den er varm og frisklavet. Så er sovsen flydende og cremet og der er stadig noget sprødhed i de små stegte gnocchier.
Men har man noget tilbage til næste dag, så kan man varme den på en pande i rigeligt med olivenolie og evt. tilsætte noget ekstra madlavningsfløde for at gøre retten cremet igen. Du kan også tænke kreativt og blande resterne i en stor salat 🙂
Hvad er gnocchi
Gnocchi er en italiensk opfindelse, og er en slags pasta, som oftest er lavet af kartofler. Man kan også lave dem af eksempelvis butternut squash, søde kartofler og blomkål, men man bruger kartofler til de helt traditionelle gnocchi. Jeg plejer at beskrive dem som en mellemting mellem kartofler og pasta. De kan både findes friske i supermarkederne eller i pastaafdelingen. Jeg plejer at købe de friske, men begge smager godt.
De er relativt nemme at lave selv og kræver ikke noget specielt udstyr, så det skal jeg helt sikkert have eksperimenteret noget mere med. Jeg prøvede faktisk engang at lave dem på sød kartoffel og de var super lækre. Dog ikke særligt kønne, da jeg havde min datter på armen.
Så tilbereder du gnocchi
Gnocchi tilberedes ved at du hælder dem i en gryde med kogende vand. Når de er færdige, vil de stige til tops, og så kan du fiske dem op med en gaffel eller en hulske. Du kan enten spise dem sådan, eller du kan tage de kogte gnochhi og stege dem på panden. Det er personligt sådan jeg selv bedst kan lide at spise gnocchi. Det gør dem sprøde uden på og bløde inden i.
Opskrifter på nem hverdagsmad med gnocchi
Leder du efter inspiration til flere nemme hverdagsretter med gnocchi, så kan jeg anbefale disse opskrifter, som jeg selv laver igen og igen.
Reklamelinks er markeret med*
Gnocchi med svampe og spinat i en cremet sovs
(Tilberedningstid kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 500 g gnocchi
- 3 spsk olivenolie
- 3 fed hvidløg
- 200 g brune champignon
- ½ squash
- 100 g spinat (frisk)
- 250 ml madlavningsfløde
- ½ citron (saften)
- salt og peber
- 6 spsk parmesan (revet, evt manchego eller vesterhavsost)
Tilberedelse
- Kog gnocchi efter anvisninger på pakken.
- Hak imens hvidløg, rens svampene og skær dem i tynde skiver og skær squashen i tern.
- Varm noget olivenolie i en wok og steg hvidløg, svampe og squash i ca 10 minutter. Krydr med salt og peber.
- Vask spinaten grundigt og skær den i mindre strimler. Tilsæt til wokken og steg i ca 5 minutter.
- Tilsæt så madlavningsfløde og citronsaft.
- Steg de kogte gnocchi i olivenolie på en pande til de bliver gyldne og får en stegeskorpe.
- Bland det hele sammen og smag til med salt og peber.
- Server evt med revet ost.
Tilbehør til gnocchi med svampe og spinat
Egentligt synes jeg sagtens, at denne ret kan spises som den er. Den behøver ikke noget tilbehør, da den både indeholder sovs, grøntsager og carbs og forskellige teksturer. Skulle jeg servere noget til, så ville det være en god salat, så her har jeg samlet nogle opskrifter, som vil smage godt til gnocchi med svampe og spinat.
- Salat med spidskål og avocado
- Knuste rosenkål med parmesan (for kan man få for meget ost?)
- Smørstegt spidskål med revet vesterhavsost