Du kender måske den klassiske caprese salat, men har du prøvet den med pasta? Det er virkelig lækkert 🙂 Man tager de klassiske ingredienser fra tomatsalaten og blander med kogte pasta og vender det hele i en frisk dressing. En perfekt salat til frokost og aftensmad eller til at tage med til sammenskudsgilde.
Caprese pastasalat med kikærter
Denne caprese pastasalat består blandt andet af tomater, frisk mozzarella og frisk basilikum. Her er det vigtigt at vælge nogle ordentlige råvarer, da de gør hele forskellen. For at gøre retten mere mættende og proteinrig har jeg også tilsat nogle ristede kikærter. Det gør, at den helt fint kan spises som et måltid i sig selv. Ligesom den også kan bruges som tilbehør. På billederne har jeg brugt sorte kikærter, men du kan også bare bruge helt almindelige.
Hele molevitten er vendt i en dressing med olivenolie, salt, peber, balsamico, citronsaft, honning og oregano. Ovenpå har den fået et drizzle med balsamico glace. Det kan man enten købe færdigt i diverse supermarkeder eller man kan lave det selv ved at koge noget balsamico indtil det bliver til en glace. Meget nemt 🙂
Opskrifter på pastasalater
Leder du efter flere opskrifter på lækre pastaretter, så har jeg her samlet nogle til dig 🙂
Italiensk pastasalat med kylling
Vegetariske fyldte pasta i tomatsovs
Pastasalat med karrydressing, ærter og bacon
Fajitapasta med peberfrugter og kylling
Reklamelinks er markeret med*
Caprese pastasalat med kikærter
(Tilberedningstid kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 300 g pasta
- 1 dåse kikærter
- 7 spsk olivenolie
- 2 tsk flagesalt
- 1 tsk friskkværnet peber
- ¼ dl citronsaft el saften fra 1 lille citron
- 1 spsk hvid balsamico
- 1 tsk flydende honning
- 2 spsk oregano
- 250 g cherrytomater
- 150 g mozzarella
- 2 spsk frisk basilikum
- Balsamico glace til at putte ovenpå
Tilberedelse
- Start med at koge pastaen efter anvisninger på pakken.
- Opvarm ovnen til 200 grader (varmluft) og si så vandet fra kikærterne. Dup dem tørre og fordel dem på en bageplade med bagepapir.
- Drys med 2 spsk olivenolie, 1 tsk flagesalt og 1/2 tsk friskkværnet peber. Vend kikærterne godt rundt og bag dem i ca 15 min eller til de er blevet sprøde. Lad dem derefter køle af.
- Imens laves dressingen. I en mindre skål blandes citronsaft med 5 spsk olivenolie, hvid balsamico, 1 tsk flagesalt, 1/2 tsk peber, honning og oregano.
- Når pastaen er færdig skyldes den med koldt vand og blandes med dressingen i en stor skål. Halver tomaterne og vend dem i sammen med mozzarella og frisk basilikum skåret i strimler.
- Slut af med balsamico glace.