Jeg elsker en god banankage. Den må gerne være fast i konsistensen, men samtidigt svampet og have en intens smag af banan og chokolade. De krav lever denne banankage i bradepande med chokolade op til. Den er godkendt af min datter og det meste af familien faktisk.
Det bliver bagt i en bradepande, så den er god til at have med til fester og andre former for sammenkomster. Det er også en kage, som du kan lave dagen før. Faktisk bliver den næsten bare bedre af at få lov til at stå en dag.
Jeg serverede kagen til min søns barnedåb. En lille fejring for den aller nærmeste familie og der fik den en masse ros. Tror muligvis min datter stod for mere end ét enkelt stykke, host host. Hvis du står over for at skulle lave mad til en masse mennesker, så udgav jeg også dette indlæg ‘Mad til barnedåb‘ i forbindelse med min datters barnedåb, der var et noget større arrangement.
Opskrit på banankage i bradepande med chokolade
Denne banankage i bradepande med chokolade er genial at bage, hvis du har nogle modne bananer liggende, som du gerne vil have brugt. Og ja, de skal helst være modne – tæt på ‘nu kan de snart ikke spises længere’. Så har de nemlig udviklet mest sødme og det er jo godt til en kage 🙂
I denne version af banankage i bradepande har jeg puttet en masse chokolade i, men du kan også vælge at undlade lidt af chokoladen og i stedet putte hakkede valnødder i. Det kunne også være lækkert.
Kan banankage i bradepande fryses?
Ja, du kan godt fryse denne kage, men jeg vil anbefale dig, at du lader være med at putte glasur på, og så først putter glasur og evt krymmel på, når den er tøet op. Det tager ingen tid 🙂
Hvor længe kan banankage i bradepande holde sig?
Som jeg også har skrevet tidligere, så er det en meget svampet og fugtig kage, så den kan sagtens holde sig en dag eller to. Du kan derfor godt lave den dagen før den skal bruges.
Reklamelinks er markeret med*
Banankage i bradepande med chokolade
(Tilberedningstid kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 150 g smør
- 200 g rørsukker
- 2 tsk vaniljesukker
- 5 æg
- 6 modne bananer
- 200 g mørk chokolade
- 2 tsk bagepulver
- 250 g hvedemel
- 1 knivspids salt
- smør til at smøre formen
Til chokoladeglasuren
- 18 spsk flormelis
- 3 spsk kakaopulver
- vand
Tilberedelse
- Pisk æg, sukker og vaniljesukker til en luftig masse.
- Smelt imens smøret i en lille gryde.
- Mos bananerne i en skål med en gaffel eller brug din hånd til at mose dem sammen. Jeg bruger altid en hånd, da jeg synes det går hurtigere og er nemmere. Hæld de moste bananer ned til æggeblandingen.
- Bland nu hvedemel, bagepulver og salt i skålen og tilsæt til sidst det smeltede smør. Vend det hele godt rundt. Jeg bruger en dejskraber.
- Hak chokoladen groft og vend halvdelen i dejen.
- Hæld nu dejen i en smurt form (ca. 23×33 cm) og fordel så resten af chokoladen oven på og tryk det let ned med bagsiden af en ske.
- Bag kagen i en forvarmet ovn på 200 grader (almindelig) i ca. 35 minutter. Når du kan stikke en gaffel eller en tandstik i uden at der kommer dej på, så er den færdig.
- Lad kagen køle helt af og pynt den så med glasur og krymmel.
Sådan laver du glasur
- Bland flormelis og kakaopulver
- Tilføj langsomt vand meget lidt af gangen og bland løbende. Gør dette indtil du får den rette konsistens. Du kan altid hælde mere flormelis eller kakaopulver i, hvis du kommer til at putte for meget vand i.
Noter
Opskrifter med modne bananer
Vi kender nok alle til det med at have nogle overmodne bananer liggende. Heldigvis så kan du bruge dem til en masse forskellige ting. Du kan:
- Fryse dem ned og bruge dem i smoothies og til sund bananis
- Lave sunde bananpandekager med havregryn og hytteost
- Lave vafler med banan og havregryn eller vafler med kokos og citron
- Og så kan du jo altid lave klassiske bananpandekager. Åh, dem elsker mine børn
Tjek også mine andre opskrifter på lækre kager og desserter: nem chokoladelagkage, svampet brownie med oreos og skumfiduser, chokolademuffins med sorte bønner og peanutbutter topping, blondie med lime og birkes og kage med karamel, tahin og flagesalt