Her har I opskriften på de lækreste vegetariske majsdeller. I er ret glade for mine opskrifter på vegetardeller, og det kan jeg sådan set godt forstå. De smager fantastisk, og så er det også nemt at bygge et vegetarisk måltid op omkring dem, synes jeg. Man kan eksempelvis spise dem i en burger, sandwich eller med en salat til.
Jeg laver dem ofte herhjemme, da min mand og børn også elsker dem. Både til aftensmad og til frokost dagen efter.
Nemme vegetariske majsdeller
Som du vil kunne læse i selve opskriften nederst, så er de super nemme at lave, og de indeholder kun ingredienser, som mange ofte har lager. Billige er de faktisk også. Opskriften giver ca. 10 deller, men det er sådan nogle, man får lyst til at gå og hapse af, så jeg kan anbefale, at man laver dobbeltportion!
Skulle man alligevel have lavet for mange, så smager de næsten endnu bedre dagen efter og ellers kan de fryses.
Tilbehør til majsdeller
Jeg bliver ofte spurgt, hvad jeg serverer til mine vegetarfrikadeller, når jeg deler opskrifter her eller på min Instagram. Man kunne måske godt servere dem til en omgang kartofler og sovs, men jeg serverer oftest nogle ovnbagte grøntsager til. Eksempelvis søde kartofler eller pommes 😉 Og så en god salat. Denne her rødbedesalat med feta og sesam er eksempelvis rigtig lækker sammen med disse majsdeller.
Ellers er de også gode i en sandwich, på et stykke rugbrød eller i en burger.
Kan man fryse majsdeller
Ja, du kan sagtens fryse disse majsdeller. Når de skal spises kan du enten bare lade dem tø op eller stege dem på en pande eller lune dem i ovnen. Min erfaring er, at de ryger hurtigt, så jeg kan kun anbefale at du laver dobbelt portion. Eller mere.
Opskrifter på vegetariske frikadeller
Vegetarfrikadeller er geniale. Bum. De er en rigtig god måde at få kødelskere til at spise mere plantebaseret, da de smager mega godt, og man får lidt den der frikadelle-feel, De er også super til at få grøntsager i eksempelvis børn. Her kommer nogle opskrifter, du kan give dig i kast med:
- Quinoafrikadeller med majs og gulerødder
- Frikadeller med spinat og majs
- Sprøde rösti af knoldselleri
Reklamelinks er markeret med*
Vegetariske majsdeller
(Tilberedningstid kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 300 g dåsemajs
- 200 g gulerødder
- 2 æg
- 3 spsk frisk persille
- 2 fed hvidløg
- 1 dl hvedemel
- 1 tsk salt
- 1 tsk peber
- 1 tsk bagepulver
- Olie til at stege i
Tilberedelse
- Start med at si vandet fra majsene og hæld dem i en skål.
- Skræl gulerødderne og riv dem på et rivejern. Pres væsken ud mellem dine hænder og hæld dem ned i skålen.
- Tilsæt æg, hakket persille og hakkede hvidløg.
- Slut af med hvedemel, salt, peber og bagepulver og rør godt rundt.
- Varm godt med olie på en pande og form dellerne med fugtige hænder (så klistrer de ikke så meget). Der går ca 1 1/2 spsk pr delle.
- Steg dem i ca 5-8 minutter på hver side ved middelvarme.