I dag vil jeg dele opskriften på en spiselig gave. Da vi fik Hektor, fik jeg nemlig en masse fine madgaver af dem der kom og besøgte os. Mine venner og familie kender mig godt 😉 Snacks, nødder, teblandinger, chokolade og andre lækre sager i den dur. Lige hvad man har brug for, når man sidder som nybagt mor.
Det inspirerede mig til at starte et slags tema her på bloggen og Instagram med spiselige gaver. De er så hyggelige. Både at modtage og give. En krukke med lidt lækkert lavet lavet med omtanke og kærlighed. Et glas med ens yndlings müsli, en stak hjemmelavede cookies, en marmelade, sunde snickers kugler og andre sager i den dur. Ikke noget vildt og fancy, men noget der indikerer, at man har tænkt på personen.
Spiselig gave: Sunde snickers kugler
Forleden lavede jeg disse snickers kugler. Der er ikke så meget hurlumhej ved dem, men de er proppet med peanutbutter og hakkede salte peanuts og det er nogle ret lækre ingredienser, hvis du spørger mig 😉
Tjek også min guide til at rengøre gamle madglas
Madgaver – gaven som alle bliver glad for
Okay, jeg ved jo rent faktisk ikke om alle ville blive glad for en hjemmelavet madgave, men jeg kan da næsten ikke forestille mig andet 😉 Måske de ikke skal udgøre ‘selve gaven’, men mere være et hyggeligt add on. En sød værtindegave kunne eksempelvis være disse snickers kugler og så en fin lille plante ved siden af.
Eller hvad med at give nogle biografbilletter og så et glas sunde snickers kugler til, så der er sørget for lækkerierne til filmen.
Flere madgaver
Hvis du også synes det er hyggeligt med hjemmelavede madgaver/værtindegaver, der ikke tager en krig at lave, så er der mere inspiration at hente her:
Brændte mandler med et hint af kanel
Hjemmelavet pynt af tørrede appelsiner
Reklamelinks er markeret med*
Spiselig gave: sunde snickers kugler
(Tilberedningstid kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 200 g dadler (med sten)
- 2 spsk peanutbutter (kan enten være creamy eller crunchy)
- 3 spsk kakaopulver
- 6 digestive kiks
- ½ dl vand
- 200 g salte peanuts
Tilberedelse
- Start med at fjerne stenene fra dadlerne og smid dem ud.
- Blend nu dadler, peanutbutter, kakaopulver og 1/2 dl vand. Jeg brugte bare en stavblender.
- Blend de seks kiks til ‘mel’ og tilsæt til dadlerne. Her kan du bruge en minihakker eller du kan knække dem i en masse små stykker og putte dem ned til dadlerne og blende dem med stavblenderen. Det kræver bare lidt mere tålmodighed.
- Hak 100 g salte peanuts og rør dem i ‘dejen’. Hak også de andre 100 g peanuts, som hældes over på en tallerken.
- Nu er det tid til at forme dem til små kugler. Fugt eventuelt hænderne, så klistrer de ikke så meget. Tril dem i de hakkede peanuts og stil dem på en tallerken.
- Når du har gjort dette med dem alle stilles i de på køl i minimum 1 time. De smager allerbedst helt kolde.