Er du heller ikke så vild med gløgg? Og her mener jeg den traditionelle røde slags med rosiner og mandler? SÅ skal du prøve denne her opskrift på hvid gløgg med æble og hyldeblomst. Du må selvfølgelig også godt prøve den, hvis du godt kan lide traditionel gløgg 😉
Denne hvide gløgg er lys og lavet på æblemost og hyldeblomst, og er tilsat en masse lækre julede krydderier, så smagen bliver intens og varm. Jeg har lavet den flere år nu, så selvfølgelig skulle den have en plads i mit juleopskrift arkiv.
Opskrift på hvid gløgg med æble og hyldeblomst
Opskriften er alkoholfri, men hvis man ønsker den skal have et kick, så kan man bare tilsætte et skvæt rom, når man har hældt op, og så varmer den ekstra godt 😉
Den er nem at lave, da du bare tilsætter de forskellige ingredienser til en stor gryde. Æblemost, hyldeblomst, kanelstænger, stjerneanis, nelliker og alle de andre krydderier. Jeg garanterer dig for, at dit hjem kommer til at dufte skønt og få dig i julestemning.
Først skal gløggen have et hurtigt opkog og så skal den bare stå og trække. Jo længere tid den står, desto mere intens bliver smagen. Jeg plejer i hvert fald at lade den stå i minimum én time. Hvis du synes den er blevet for stærk, så kan du altid smage den til med ekstra æblemost (eller æblejuice) eller hyldeblomst.
I denne gløgg er der ikke rosiner og mandler, men der er derimod små stykker æble. De giver en dejlig frisk smag og lidt bid. Har du et æble eller to til overs, så kan jeg anbefale denne spidskålssalat med sprøde stykker æble.
Hvid gløgg holdbarhed
Gløggen kan sagtens holde sig i en uges tid på køl. Hvis du har tænkt dig at opbevare den så længe, så vil jeg nok anbefale, at du sier den, så krydderierne ikke ligger og trækker endnu mere smag. Hvis den er blevet for stærk, så kan du bare tilsætte ekstra æblemost eller hyldeblomstsaft. Husk friske små stykker æble, når du serverer den 🙂
Prøv også mine juleopskrifter på: Brændte mandler med kanel, hjemmelavet rødkål ala Meyers, citronspecier med blå birkes og brændte hasselnødder med vanilje.
Reklamelinks er markeret med*
Hvid gløgg med æble og hyldeblomst
(Tilberedningstid kan ændre sig ved justering)
Ingredienser
- 1 ½ liter æblejuice
- ½ liter hyldeblomst saftevand
- 3 kanelstænger
- 5 stjerneanis
- 13 kardemommekapsler
- 10 nelliker
- 1 øko citron i skiver
- 3 spsk rørsukker
- 3 cm frisk ingefær i skiver (uden skræl)
- Frisk æble til servering
Tilberedelse
- Hæld det hele i en stor gryde og lad det simre i 15 min tid. Slut og lad det stå og trække i minimum 1 time.
- Bliver den for stærk så spæd endelig til med ekstra æblemost.
- Varm den op igen, når den skal drikkes og server med friske stykker æble i.